Telefarmakologisk Booking til Region Syddanmark
I starten af 2024 åbnede vi adgang til Telefarmakologisk Booking - endnu en digital løsning fra PLSP.
Umiddelbart efter nytåret var skudt ind, og kalenderen skrev 2024, åbnede vi adgang til Telefarmakologisk Booking. Det er endnu en digital løsning fra PLSP til Region Syddanmark, der er med til at styrke samarbejdet mellem almen praksis og regionen.
Afsættet til Telefarmakologisk Booking er projektet Telefarmakologisk Ambulatorium, som Region Syddanmark indledte på OUH i foråret 2019. Her kan regionens praktiserende læger trække på specialiserede rådgivning og sparring om polymedicinerede patienter fra speciallæger i klinisk farmakologi. Og netop når det drejer sig om medicinering til patienter med flere forskellige sygdomme på samme tid, har den praktiserende læge en særdeles afgørende koordinerende rolle.
Giver den praktiserende læge overblik
Derfor giver specialiseret faglig sparring og rådgivning fx mulighed for at nedsætte antallet af daglige piller uden effekttab, minimere bivirkninger og dermed give patienten bedre livskvalitet. Med Telefarmakologisk Booking har vi udarbejdet en løsning til Telefarmakologisk Ambulatorium, der gør det markant lettere for ambulatoriet at udstille ledige tider. Dermed bliver det også markant lettere for den praktiserende læge at få overblik og booke tid til telefarmakologiske videosamtaler.
Den praktiserende læge laver en henvisning til Telefarmakologisk Ambulatorium og booker en ledig tid til videokonference. Forinden skal patienten give samtykke til, at speciallægen i klinisk farmakologi får adgang til patientens sundhedsjournal og FMK-online for at kunne gennemgå journal og medicinliste, og dermed få overblik over det samlede sygdomsbillede og eventuelle medicinske problemstillinger.
Tilpasningsdygtig løsning til koordinering
Sammen med den praktiserende læge, gennemgår farmakologen de forskellige faktuelle informationer og giver en anbefaling til, hvordan der eventuelt kan blive foretaget ændringer af patientens medicin.
Efter videokonferencen modtager den praktiserende læge udførlig dokumentation med forslag til ændringer, der kan understøtte opgaven som patientens primære kontakt. Desuden er der altid mulighed for, at patienten kan deltage i videokonferencen, hvis dette ønskes.
Telefarmakologisk Booking er et eksempel på, at tilpasningsdygtige løsninger til koordinering af vigtige processer i vores sundhedssektor, giver en række fordele, når vi fokuserer på den konkrete kontekst i daglig brug.
Sammen med Region Syddanmark har vi kørt tests på Telefarmakologisk Ambulatorium i løbet af efteråret 2023, og løsningen gik endelig i drift januar 2024.
Løsningsejer: Telefarmakologisk Ambulatorium OUH, Region Syddanmark
Kontaktperson: Sigbritt Dam, sd@plsp.dk
Andre samarbejdspartnere: Region Syddanmark
Opstart: 2023
Drift: Fra januar 2024
PLSP: Udvikling, vedligehold, drift og support