PLSP og Systematic indgår samarbejde om målrettet datadeling
November 2024
Tænk, hvis man kunne få et overblik over patientinformation fra kommune og sygehus - skræddersyet til behovet som alment praktiserende læge
Deling af data er en vigtig og afgørende del af en bedre og mere sammenhængende sundhedssektor. Men deling af data er komplekst, ikke mindst fordi det meget ofte er de ganske få, men vigtigste, oplysninger, der giver den største værdi.
Både hos os i PLSP og i Systematic mener vi, at vi bør udnytte de muligheder vi har, for at vi både på kort og lang sigt kan løse de fælles udfordringer. Vi skal ikke tænke enten-eller, når det gælder brug af supplementer til allerede etablerede nationale platforme, men derimod både-og.
Nye muligheder på kendte løsninger
Det har resulteret i et samarbejde mellem PLSP og Systematic, hvor vi afprøver nye muligheder, men på kendte veje.
Samarbejdet mellem PLSP og Systematic betyder, at almen praksis, via Systematics Axon-løsning, kan få vist målrettet patientinformation fra kommune- og sygehussystemer, profileret specifikt til behovet i almen praksis. Informationen tilgås via PLSPs 1Login infrastrukturkomponent, der på sikker vis integrerer til samtlige almene lægepraksis i Danmark.
Løsningen er baseret på opslag; det vil sige, at data ikke overføres ned i den almen læges eget system, men derimod foretager lægen et opslag via 1Login i Axon, som så præsenterer relevant information fra kommune eller sygehus.
Sammen med Systematic ønsker vi at afprøve den fælles løsning i et pilotprojekt i 2025.